Sølvbryllup

I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by.

Den kommer fra den fagre kyst, hvor Paradiset lå; den bringer lys og liv og lyst til store og til små.

Den hilser os endnu så smukt fra Edens morgenrød, hvor træet stod med evig frugt, hvor livets væld udflød.

Den hilser os fra lysets hjem, hvor størst Guds lys oprandt med stjernen over Betlehem, som østens vise fandt.

Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror.

Og alle stjerner neje sig, hvor østens sol går frem: den synes dem hin stjerne lig, der stod ved Betlehem.

Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!

Det er så yndigt at følges ad for to, som gerne vil sammen være, da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære; ja, det er gammen //: at rejse sammen, :// når fjederhammen //: er kærlighed. ://

Det er så hyggeligt allensteds, hvor små og store har ét i sinde, og det, som drager de store læs, i hjertekamret er inderst inde; ja, det er gammen //: at holde sammen, :// når ja og amen //: er hjertets sprog. ://

Det er så herligt at stole på: vi har en Herre, som alting mægter, han os ej glemmer, når vi er grå, hans nåde rækker til tusind slægter: ja, det er gammen //: at alle sammen :// er ja og amen //: Guds nådes ord. ://

Det er vemodigt at skilles ad for dem, som gerne vil sammen være, men, Gud ske lov! i vor Herres stad for evig samles de hjertenskære; ja, det er gammen //: at leve sammen :// hvor ja og amen //: er kærlighed. ://

Hvert ægtepar, som med kærlighed i Jesu navn holder bryllupsgilde, skønt alt i verden går op og ned, skal finde tidlig og finde silde: det er dog gammen //: at sidde sammen :// hvor arneflammen //: er kærlighed. ://

Katinka, Katinka, luk vinduet op, nu vil jeg spendere en vise. Et forår har kærtegnet pigernes krop, og nu er du li' til at spise. Men først skal vi ha' os en sang eller to, og så skal Katinka og Søren til ro. Katinka, Katinka, luk vinduet op og hør min harmonikavise.

Jeg mindes den aften jeg mødte dig først, jeg sad i „Cap Horn“ med en bajer. Jeg var s'gu så glad for mig sel' og min tørst og Brøndums de små akkelejer. Men så kom du ind med et kedeligt drys, og han fik en skalle og du fik et kys. Og så, ja og så ble' du et med min tørst og noled' min eneste bajer.

Men skidt med en bajer, blot pigen er glad, for janterne, de skal jo trille. Og hver gang vi savner lidt flydende mad, har jeg mit talent for at spille. Så gi'r jeg en sang i en gjaldende gård, mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår. Så sla'r vi til Søren, til Søren bli'r flad, ja, så ska' vi sør'me ha' gilde.

En vinter sled sålen af strømper og sko, men foråret lapper det hele. Lad tæerne toppes og træerne gro, med dig vil min rigdom jeg dele. Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil, jeg presser citronen, så tit du det vil. Jeg ved, du er varm, og jeg tror, du er tro, og så' er det en smal sag at dele.

Katinka, Katinka, smæk vinduet i, og spar dine små bommelommer. Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti, og ærbart ad gangdøren kommer. Du gi'r mig din seng og jeg gi'r dig min sang, så fejrer vi foråret endnu en gang. Katinka, Katinka, luk øjnene i, for nu er det Søren der kommer.